Navigation Søgning

Om gasmarkedet

Den 1. januar 2004 blev det danske gasmarked liberaliseret. Det betyder, at Danmarks over 400.000 gaskunder i dag frit kan vælge, hvilken kommerciel gasleverandør de vil købe deres gas fra.

Med liberaliseringen af gasmarkedet er det markedskræfterne, og således princippet om udbud og efterspørgsel der bestemmer prisniveauet. Det er dog ikke hele gasregningen, men kun selve energileverancen, der er omfattet af de frie markedskræfter.

Transporten via distributionsselskabet og det overliggende transmissionsselskab, samt afgifter til staten, er ikke liberaliseret, og lovgivningen siger, at transporten af gas skal stilles til rådighed for alle udbydere og kunder på lige vilkår, og i et givet område er der kun én leverandør af disse ydelser. Priserne er således reguleret af myndighederne.