Navigation Søgning

Vindmøller på LINDØ port of ODENSE indviet

8. marts 2018

Torsdag den 8. marts indviede vi officielt tre vindmøller på LINDØ port of ODENSE. Vindmøllerne bidrager nu til den grønne omstilling på Fyn.

De tre vindmøller vil i et normalt vindår producere 34,5 GWh, hvilket svarer til det gennemsnitlige elforbruget i cirka 8.600 husstande. 

- Vi er utrolig glade for, at vi nu også kan bidrage til den grønne omstilling med tre fynske vindmøller. Vi har siden 2015 investeret i vindmøller flere steder i Danmark og har i dag 23 vindmøller rundt om i landet. De tre vindmøller på Lindø er de første nye vindmøller, der er opsat på Fyn i gennem længere tid. Det betyder meget for os og for Fyn, at vi nu også kan bidrage til udviklingen af et bæredygtigt energisystem med fynske vindmøller, siger Bent Agerholm, adm. direktør hos Energi Fyn.

Samlet producerer Energi Fyns 23 vindmøller i et normalt vindår cirka 200 GWh, hvilket svarer til det gennemsnitlige elforbrug i cirka 50.400 husstandes årlige elforbrug.       

Vigtig slutspurt

Byggeriet af de tre vindmøller startede midt i oktober 2017 efter en lang godkendelsesproces. I starten af februar leverede vindmøllerne den første strøm til elnettet. Det skete kort tiden inden, at den hidtidige tilskudsordning bortfaldt. 

- Projektet har været lang tid undervejs, men selve opsætningen af de tre vindmøller er heldigvis sket uden store problemer. Det betyder selvfølgelig rigtig meget for os, at vi nåede at få vindmøllerne i drift, inden at tilskudsordningen udløb den 21. februar, fortæller Bent Agerholm. 

Han understreger, at der i løbet af marts fortsat vil blive foretaget indkøring af vindmøllerne. Forventningen er, at vindmøllerne vil være i fuld drift ved udgangen af måneden.  

Vindpulje til støtte for lokalområdet

Energi Fyn etablerer en vindpulje, som har til formål at støtte lokale projekter af almennyttige karakter og komme flest mulige i lokalområdet til gavn. 0,5 procent af vindmøllernes nettoomsætning vil gå til vindpuljen, som skal administreres af en vindpuljekomite, der blandt andet kommer til at bestå af repræsentanter fra lokalområdet. 

Fakta om vindmøllerne

  • Vindmøllerne på LINDØ port of ODENSE er af typen Vestas V117–3,3/3,45 MW.
  • De forventes tilsammen at producere 34,5 GWh i et normalt vindår. Dette svarer til det gennemsnitlige elforbrug i cirka 8.600 husstande.
  • Vindmøllerne vil give en besparelse på cirka 26.000 tons CO2 i et normalt år i forhold til, hvis strømmen var produceret på kul.

Læs mere om vindmøllerne