Navigation Søgning

27 fynske projekter får støtte fra Energi Fyns fonde

26. april 2017

For 12. år i træk udbetalte Energi Fyns to fonde i dag midler til en lang række spændende fynske projekter. Samlet uddelte fondene mere end 2,3 million kroner til 27 forskellige fynske projekter.

Fondsprojekterne spænder vidt fra Munkebo Bådelaug, der modtager 75.000 kroner til en anløbsbro ved Munkebo Havn, og Skatehallen i Polymeren, der modtager 25.000 kroner til ny LED-belysning, til Glasværket ved Odense Havn, der modtager 189.000 kroner til etablering af et fynsk glaspusteri, og forskere fra Syddansk Universitet, der modtager 247.000 kroner til at udvikle brugerinvolverede it-løsninger til energioptimering i offentlige bygninger.

- Igen i år støtter vores to fonde en lang række meget spændende og forskelligartede fynske projekter. Projekterne har det til fælles, at de alle medvirker til at skabe glæde, gavn og udvikling for Fyn og fynboerne, fortæller Bent Agerholm, koncernchef hos Energi Fyn og fondsadministrator.

Stor interesse for fondene

Energi Fyns to fonde blev stiftet i 2005 med det formål at medvirke til at udvikle Fyn. Fondene har siden da uddelt fondsmidler til mere end 160 forskellige projekter på hele Fyn.

- Fyn bobler af gode ideer, gejst og engagement - og at dømme ud fra udviklingen i det antal ansøgninger, som fondene har modtaget siden etableringen, så er de gode ideer ikke blevet mindre med årene. Snarere tværtimod. Som fynboernes energiselskab betyder det meget for os, at vi med vores to fonde kan støtte projekter til gavn for fynboerne og udviklingen på Fyn, siger Bent Agerholm.

Årets fondsuddeling fandt sted ved et uformelt arrangement hos Energi Fyn onsdag den 26. april. Energi Fyns bestyrelsesformand Søren Thorsager overrakte midlerne til repræsentanter fra de 27 projekter. 

Energi Fyns Almene Fond

Energi Fyns Almene Fond støtter kulturelle, turistmæssige og sundhedsmæssige formål, der har offentlighedens interesse – og som appellerer til og nydes af et stort publikum. Fonden uddeler i alt 1.420.448 kroner til 23 projekter.

Årets fondsmodtagere - Energi Fyns Almene Fond:

Hjerteforeningen Middelfart modtager 20.000 kroner til etablering af madværksteder for bedsteforældre og børnebørn med det formål at lægge et godt fundament for sundere madvaner tidligt i børnenes liv. 

Søllested Sogneforening modtager 18.500 kroner til indkøb af lydanlæg og trådløse mikrofoner til brug ved foreningens forskellige arrangementer. 

Turist- og Erhvervsforeningen Langeland modtager 14.000 kroner til oversættelse af en handicapvenlig folder om Langeland til tysk og engelsk. 

Nyborg Slots Dragtlaug modtager 30.000 kroner til fremstilling og formidling af historiske dragter i forbindelse med markeringen af 500-året for Reformationen.

FORUM i Ferritslev-Rolfsted modtager 110.000 kroner til etablering af en bro mellem områderne Langdyssen og Byparken, der nu adskilles af Vindinge å. 

Sommerlejren Skåstrup Strand modtager 123.750 kroner til udskiftning af al belysning i lejrens lokaler til LED belysning med det formål at reducere elforbruget. 

Nårup Forsamlingshus og Naturlegeplads Galaksen modtager 23.684 kroner til etablering af belysning ved byens samlingspunkter omkring legepladsen og forsamlingshuset.

Fortuna Odense Volley modtager 10.000 kroner til indkøb af diverse spil, således at klubben kan tilbyde flere aktiviteter. 

Munkebo Bådelaug modtager 75.000 kroner til anlæg af en anlægsbro ved Munkebo Havn til brug for områdets mange turbåde, fritidssejlere og kajakker. 

Lokalhistorisk Arkiv for Fraugde Sogn modtager 24.249 kroner til indkøb af transportabel projektor og lærred samt et brandskab. 

Den fynske Stenklub modtager 30.591 kroner til støtte til udvidelsen af udstillingskapaciteten med nye montrer og tilbehør til Davinde Stenmuseum. 

Thorøhuse Bylaug modtager 12.000 kroner til hjælp til genetableringen af stedets badebro, som gik til under en storm sidste år. 

M/S Castor af Bogense modtager 63.500 kroner til udskiftning af planker på skibet efter påbud fra Søfartsstyrelsen. 

Søhus Stige Boldklub modtager 100.000 kroner til støtte til anlæggelse af et multisportsanlæg med kunstgræs, således der kan spilles fodbold i klubben hele året. 

Glasværket ved Odense Havn modtager 189.000 kroner til realisering af et social-økonomisk projekt omkring etablering af et fynsk glaspusteri, hvor blandt andet utilpassede unge skal indgå i værkets arbejde og hverdag. 

Værestedet i Otterup modtager 12.000 kroner til installering af kraft til en høvlebænk og til indkøb af en spånsuger og andet værktøj. 

Peter Olesen modtager 100.000 kroner til realisering af en bog om Odenses stille oaser.

Gislev Lokalråd modtager 150.000 kroner til et scenegulv til en friluftsscene i forbindelse med et projekt i Gislev Børneskov. 

Up North Film modtager 164.000 kroner til udarbejdelse af en videoguide til de bedste lystfiskerpladser rundt om på Fyn. 

Nordfynsværkstedet i Otterup
modtager 24.500 kroner til indkøb af en måler, der måler kroppens "tilstand" til brug i forbindelse med motivering og monitorering af arbejdet med udviklingshæmmede og deres motions- og kostvaner. 

Syd Fyenske Veteranjernbane modtager 60.674 kroner til renovering af et damplokomotiv, så det kan komme til at køre igen. 

Storebæltfestivalen 2017
modtager 40.000 kroner til installering af faste el-tavler på festivalpladsen i Nyborg inden årets Storebæltfestival løber af stablen den 24. august. 
 
Skatehallen i Polymeren
modtager 25.000 kroner til ny LED-belysning i skatehallen i Årslev. 

Energi Fyns Udviklingsfond

Energi Fyns Udviklingsfond støtter udviklingsprojekter inden for energiudvikling og elektrotekniske/tekniske løsninger med henblik på at fremme udviklingsmiljøet inden for området. Fonden uddeler i alt 897.000 kroner til 4 projekter.

Årets fondsmodtagere - Energi Fyns Udviklingsfond:

Syddansk Universitet, Det Tekniske Fakultet modtager 140.000 kroner til udvikling af en software, der skal hjælpe landmænd med at få et faktuelt overblik over deres afgrøder i forbindelse med, at de skal indgå aftaler om levering til for eksempel supermarkeder. 

Syddansk Universitet og projektet Sensorteknologi til optimering af Borgerne Hus modtager 247.000 kroner til sensorteknologi og udvikling af brugerinvolverede it-løsninger til energioptimering af Borgernes Hus i Odense samt andre offentlige bygninger.

Ztove modtager 222.000 kroner til videreudvikling af konceptet Gastronomi 2.0 omkring et intelligent komfur og køkkengrej.

Syddansk Universitet, Institut for Idræt og Klinisk Biomekanik modtager 288.000 kroner udvikling af et apparat, der effektivt kan sikre en præcis afklemning af blodgennemstrømningen til arme og ben i forbindelse med såvel styrketræning på lavt niveau som ved genoptræning og ved forbyggende behandling til sengeliggende patienter. 

Læs mere om Energi Fyns fonde