Navigation Søgning

Energi Fyns fonde søger gode ideer

4. november 2014

Nu starter en ny ansøgningsperiode til Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond.

Har du en idé, der kan gavne og gøre en forskel på Fyn?

Så er det nu, du kan søge midler til at få idéen gjort til virkelighed gennem Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond. I 2015 forventer Energi Fyn at uddele op til 1,7 millioner kroner.

Parkourpark eller vindmølleforskning? Skolehaver eller LED-belysning? Kun fantasien sætter grænser for, hvad Energi Fyns fonde støtter. En ny ansøgningsperiode er netop skudt i gang, og frem til den 30. januar 2015 kan man via Energi Fyns hjemmeside søge om midler til store og små projekter.

10 år med fondsmidler

Fondene blev stiftet i 2005. Siden da har de hvert år hjulpet mange spændende ideer og initiativer godt på vej.

- Fondene kan denne gang fejre 10 års jubilæum, og det kan de kun, fordi fynboerne har taget dem til sig, og år efter år benytter sig af muligheden for at søge midler til gode og spændende projekter, siger Bent Agerholm, koncernchef hos Energi Fyn.

En bred vifte af projekter

Mere end 120 projekter har de sidste 10 år modtaget støtte fra Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond.
- Det er en meget bred vifte af projekter, som Energi Fyns to fonde har støttet igennem tiden. Energi Fyn er 100 % ejet af vores 175.000 fynske andelshavere, og vi ser det som en naturlig opgave via fondene at støtte almennyttige projekter samt udviklingsprojekter inden for energiudvikling og det elektrotekniske område, siger Bent Agerholm.

I sidste ansøgningsperiode modtog Energi Fyns to fonde 238 ansøgninger. Energi Fyns Almene Fond gav støtte til i alt 13 projekter, og Energi Fyns Udviklingsfond støttede 3 projekter. Samlet set blev der uddelt knap 1,8 millioner kroner.

Fakta om Energi Fyns fonde

Energi Fyns Almene Fond støtter kulturelle, turistmæssige og sundhedsmæssige projekter på Fyn. Projekterne skal være af blivende karakter, have almennyttig eller almenvelgørende formål og appellere til og nydes af et betydeligt publikum. Ansøgerne kan være både fysiske og juridiske personer, herunder uddannelsesinstitutioner, foreninger og selskaber. Fonden uddeler i 2015 op til 1 million kroner.

Energi Fyns Udviklingsfond støtter forsknings- og udviklingsprojekter på Fyn inden for energiudvikling og elektrotekniske fagområder. Ansøgerne kan være både fysiske og juridiske personer, herunder uddannelsesinstitutioner, foreninger og erhvervsvirksomheder. Projekterne må gerne være etableret i et samarbejde mellem flere uddannelsesinstitutioner eller i samarbejde med erhvervslivet. Fonden uddeler i 2015 op til 700.000 kroner.

Fælles for de to fonde er, at der kan søges om midler til projekter inden for et geografisk område, der omfatter Fyn og omliggende øer.

Sidste frist for ansøgning til fondene er den 30. januar 2015 kl. 15.00.

Du kan finde ansøgningsskema, yderligere information og læse om, hvad fondene tidligere har støttet her.

Se hele den udsendte pressemeddelelse her.