Navigation Søgning

Strøm er vigtig i dag og i morgen

17. januar 2016

Har du tænkt over, hvad strøm betyder for dig i din hverdag? Hvordan din dag vil se ud, hvis der ikke var strøm i stikkontakten?

De fleste af os tager strømmen for givet. Forståeligt nok. For i Danmark har vi stort set altid strøm i stikkontakten - faktisk 99,997 procent af tiden. Selv når storme rammer Danmark, er vores elnet stabilt - og de fejl, der opstår, bliver hurtigt udbedret. 

Et elnet der fungerer

Elnettet i Danmark er 170.000 km langt og kan nå mere end fire gange rundt om jorden. Store dele af elnettet blev etableret allerede før 2. verdenskrig. Men udbygningen tog for alvor fart i 60’erne, da mængden af transporteret el firdobledes på to årtier.

Igennem de seneste årtier er det danske energisystem blevet markant anderledes. Fra central produktion på få kraftværker til en bred vifte af produktion fra vindmøller, solceller på hustage samt store og små kraftværker.

Siden slutningen af 90’erne har vi haft et fælles elmarked i Norden og et elnet, der er forbundet på tværs af landegrænserne. Det er noget, som resten af verden skeler beundrende til. Også når det kommer til vedvarende energi er Skandinavien foran. Hele 67 procent af vores el er nemlig vedvarende. I resten af Europa er det kun 30 procent. Det skyldes blandt andet, at vi har verdens mest energieffektive kraftvarmeværker, så vi får mere el og varme ud af det samme brændsel. Og så er vi rigtig gode til vindenergi. I 2014 blev 39 procent af vores elforbrug dækket af vindenergi. 

Det samlede elforbrug i Danmark er faldet de seneste år. En af årsagerne er det varme vejr, som betyder, at forbruget til opvarmning er faldet. Og så har både virksomheder og private fået langt større bevidsthed om både de økonomiske og miljømæssige fordele ved at nedbringe elforbruget. Ligesom kommunernes øgede fokus på udskiftning af gadelys har en positiv afsmitning.

Følg dit forbrug

Du kan med fordel også sætte fokus på dit elforbrug. Undersøgelser viser nemlig, at en øget opmærksomhed på husstandens elforbrug typisk skaber en besparelse på 7-10 procent om året i en gennemsnitlig husstand med fire personer. Det svarer til 300-550 kroner årligt i ren besparelse.

Hvis du er kunde hos Energi Fyn, kan du med fordel hente vores forbrugsapp. Her kan du altid følge dit forbrug hvor som helst og når som helst helt ned på timebasis. Du får synliggjort elforbruget i dit hjem, så du og din familie bliver klædt bedre på til at ændre jeres elvaner og dermed spare penge.